Det er ikke kun potentielle kandidater, der bliver kigget efter i sømmene i en rekrutteringsproces. Kandidaterne begynder i stigende grad at interessere sig for en potentiel leders stil og kompetencer.
Jeg havde for nylig en samtale med en potentiel kandidat til et interessant IT-job i en mellemstor dansk virksomhed. Kandidaten havde den helt rigtige profil. Han havde den rette erfaring, de rette kvalifikationer, den rette udstråling, og så var han i en situation, hvor han var klar til at skifte job – og da vi allerede i telefonen havde afklaret, at virksomheden kunne imødekomme den forventede lønramme, så virkede det som et temmelig godt match.
Men en god lønpakke, dygtige kolleger, faglige udfordringer og gode udviklingsmuligheder er ikke længere nok, hvis man som virksomhed skal gøre sig selv interessant over for de kompetente kandidater på markedet. Kandidaterne stiller nye krav.
Denne kandidat havde da også kun lige sat sig til rette på kontoret, da han lagde kortene på bordet:
”Jeg har mødt mange forskellige ledere i mit professionelle liv, og jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke orker mere dårlig ledelse. Så hvis ledelsen ikke er god, så ser jeg ingen grund til at skifte”, sagde han.
Det er sjældent, at kandidaterne er så direkte, når de sidder i en jobsamtale, men det, som denne kandidat satte ord på, er en tendens, der er blevet mere og mere tydelig for mig de senere år.
God ledelse er blevet en konkurrenceparameter, når virksomheder skal rekruttere dygtige medarbejdere. De mest attraktive medarbejdere søger mod virksomheder, der har opmærksomme, inspirerende og handledygtige lederprofiler.
Synliggør god ledelse
Det er naturligvis individuelt, hvad den enkelte kandidat forbinder med god ledelse, da vi har forskellige motivations-drivere. Men for virksomhederne, der søger medarbejdere, er det vigtigt at være bevidste om, at de i en rekrutteringssituation også bliver vurderet på, hvordan deres ledere optræder.
Det er nemlig ikke kun kandidaterne, som bliver kigget efter i sømmene i en rekrutteringsproces – kandidaterne trawler også nettet igennem for at finde medieklip, Facebook-opslag og LinkedIn-artikler, som virksomhedens ledere står bag. Alt sammen for at få en fornemmelse af, hvad det er for en leder, de kan komme til at arbejde for.
Og her må virksomhedens CEO på banen. Det er CEO’ens ansvar at definere god ledelse i organisationen og samtidig sikre, at visionerne bliver efterlevet i organisationen på en så tydelig måde, at potentielle kandidater ikke kan være i tvivl om, hvad man kan forvente.
Det er min klare anbefaling til landets virksomheder, at de opprioriterer fokus på god ledelse i deres eksterne kommunikation. Her er nogle af mine råd:
Og hvordan gik det så kandidaten, der ikke orkede dårlig ledelse? Han mødte en velforberedt virksomhed, der var klar til at tale om god ledelse. Desværre havde han flere tilbud på hånden og valgte en anden mulighed.
Jens Peter Holm, Cruit Consult
Seniorkonsulent og direktør
Tel. 40 85 50 44